onsdag den 17. april 2013

Alt det der med garn



Alt det der med forskelligt garn kan godt være lidt af en jungle at finde rundt i. Især hvis man er nybegynder ind i hæklingens eller strikningens verden, eller for den sags skyld alt andet hvor man bruger garn.
Jeg selv har trådt mine første skridt efter temmelig mange års pause eller hvad man skal kalde det efter at man i sin barndom lige lærte de grundlæggende teknikker og så aldrig kom videre der fra.
Min fascination af hækling kom pludselig som lyn fra en klar himmel og jeg fik hurtigt hevet min datter med på bølgen. Jeg hoppede straks på YouTube (selvfølgelig) og fandt ud af at de danske hækle-videoer ikke var henvendt til mig - men der i mod var de amerikanske og australske videoer lige min smag. Især en enkelt kvinde har fanget mit hjerte og hun hedder Clare. Jeg har skrevet om hende tidligere og jeg har fået tilladelse til at oversætte hendes opskrifter til dansk så længe jeg naturligvis linker direkte til hendes hjemmesider og/eller videoer.
Der bruges i disse videoer ofte beskrivelse af hvilket slags garn der hækles med og hvilken slags hæklenål m.m. De amerikanske beskrivelser af garn kan godt, på mig i hvert fald, virke forvirrende i forhold til hvad man læser på de danske banderoler omkring garnet i vores butikker i Danmark. 
Hvordan finder man ud af hvad man skal bruge og hvad der er bedst til det man nu gerne vil hækle eller strikke ??? 
Ja jeg må prøve mig frem. Det var min mulighed. Selvfølgelig er nogle ting enkelte nok at finde ud af - selv for en nybegynder - men det er naturligvis ikke alle der bare kan finde ud af hvad man skal bruge og hvad man ikke skal bruge.

Jeg har fundet nogle beskrivelser af garn som jeg gerne vil dele med jer derude. Måske kan bare én af jer bruge det til noget, og så er min mission fuldført.

De oplysninger jeg har fundet handler om garntyperne og hvad de kan/bruges til. 
Min anbefaling er at rådføre dig med en som har med garn at gøre, spørge i din garnbutik, spørge veninder der også har hæklet eller strikket i mange år, lån bøger på biblioteket. Det kan godt betale sig så man ikke får spildt penge på garn man så ikke får brugt.

Noget af dette som du læser her er min/mine egne meninger og oplevelser. Andet er dokumenterede oplysninger fra pålidelig kilde. Jeg ville aldrig bare finde på noget som jeg ikke havde hold i.

Er du begynder ??? 

Så prøv at købe dig et nøgle bomuldsgarn eller et nøgle acrylgarn og forsøg dig lidt frem indtil du kan de mest basale teknikker. 

På Facebook findes der efterhånden adskillige grupper du kan melde dig ind i og få hjælp af medsøstre der har erfaring på både det ene og det andet område. Mangler du hjælp til en opskrift eller til hvilket garn du skal bruge, så sidder der altid en derude der kan og vil hjælpe. Det er et forum hvor man deler sin passion og det har stor betydning når man står alene med sin nylig fundne hobby. Har man endelig fundet sig en passion skal man sørme da også holde den i live og gerne udvikle den med tiden. 
Hvad du så ellers har lyst til at hækle hen ad vejen - eller for den sags skyld strikke - så skal du nok finde din "hylde". Giv dig god tid og udforsk forskellige sider på internettet, i bøger, blade osv. 

  1. Alpakagarn er spundet af sydamerikanske lamaers uld. Alpakagarn er meget blødt og varmt.
  2. Angoragarn er spundet af uld fra angorakaniner. angorakaninen stammer formenglig fra ankara i Tyrkiet. angoragarn er meget dunet, blødt og særdeles varmt. Da det er kortfibret og filter meget let, skal det vaskes uhyre forsigtigt i koldt vand.
  3. Blandingsgarn er mest bestående af flere slags fibre. F.eks. kan sokkegarn bestå af 80% uld og 20 % nylon. En anden almindelig blandingstype er 50% bomuld og 50% acryl. Den føles som bomuld, men farven og elastisiteten bibeholdes pga. akrylen.
  4. Bomuldsgarn er garn spundet af plantefibre fra bomuldsplantens frøkapsler. Bomuldsgarn er meget anvendeligt, især til sommerbluser.
  5. Bouclégarn er garn der er spundet, så der er små løkker eller krøller i selve garnet.
  6. Chenillegarn har luv som velour. Det kan være spundet af bomuld, silke eller kunstige fibre.
  7. Denimgarn er bomuldsgarn der er indigofarvet. I vask falmer denim smukt, og det bør vaskes for sig eller sammen med andet denim, da det afgiver farve.
  8. Effektgarn Hver sæson har sine effektgarner. Det er afvekslende at arbejde med disse garner, og resultaterne kan blive både festlige og spændende. Effektgarner er tit dyre, men man kan - som navnet antyder - nøjes med at bruge dem som effekt. Ofte er blot en enkelt pind nok til at give en spændende virkning. Effektgarner kan indeholde mange forskellige materialer, f.eks. polyester, nylon, papir og lyrex, foruden uld, bomuld og andre mere almindelige ingredienser.
  9. Flamégarn er garn, spundet af en ujævn uld- eller bomuldstråd og en eller flere tynde hårdt tvundne tråde. Strikkede eller hæklede arbejder af flamé får en ujævn og levende flade.
  10. Frottégarn er garn overvejende bestående af bomuld. Garnet er spundet af bomuld. Garnet er spundet så det kommer til at ligne et frottéhåndklæde, når det er strikket. 


Det var så lige første fase. Hvis du ikke har lagt mærke til det, så er disse første 10 slags garn efter alfabetisk orden - så vi er altså nået til F i alfabetet. 

Mere følger senere. Jeg tror denne "smøre" her var nok for denne omgang hvis du skal orke at læse det hele gennem. 

Tak fordi du læse med så langt - og jeg vil da blive glad for bemærkninger, kommentarer, ris og ros eller bare et lille "hej" :)

Glædelig hækling <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar