onsdag den 28. august 2013

Min hverdag blev en hel del nemmere ...





Min kære papfar har været kreativ for min skyld. Jeg får meget garn hjem i fed hvilket betyder at de skal vikles op på nøgler. Det har hidtil foregået på knæene eller med en af mine børn som "slave" en halv times tid med armene hængende ud i luften så jeg kunne vikle garn op.
Med hjælp og inspiration fra en video på YouTube fik min papfar hurtigt kreeret en garnvinder til mig og nu kan jeg vinde garn op på mindre end 5 minutter. Det er da luksus - i hvert fald for mig der bøvler med armenes funktioner i forvejen.

Garnet jeg har vundet op her på billederne er 100% uld håndfarvet med rene materialer - altså ingen kemi. Garnet er så lækkert at hækle med og arter sig rigtig fedt når der er hæklet eller strikket med det.

Vil du også have fat i garnet - så klik lige HER 
Se her :


For at holde garn nøglet stående så det ikke skal ligge og rode rundt på gulvet har min papfar også lavet denne til mig :


Er det ikke bare skønt med noget kreativitet ???

Så derfor skal jeg også bruge dagen på at studere det nye katalog der er kommet i postkassen i dag fra Creativ Company 


teasers : 

Det her skal jeg helt klart have købt hjem 


og lækkert papir ... uhhh et lækkert katalog :) Vi ses .. om et par dage :)






torsdag den 22. august 2013

Jeg blev HOOKED ..


Et fantastisk tilbud jeg bare ikke kunne modstå :) .. så jeg blev Hooked og fanget i spindet af begærets tegn for Zpaghetti garn.

Selvom jeg er fortaler for at man kan lave det selv meget billigt - så er der stadig det "aber-dabei" at man måske ikke lige kan finde SÅ mange ens t-shirts så man kan lave så mange meter ens stofgarn på én gang. 

I mit medlemsskab af Hæklepinden på Facebook var der et medlem der der gjorde opmærksom på The Corner. En side på facebook som jeg jo naturligvis måtte ind at kigge på. Sikke et eldorado !!! Lækre ting og sager i hobetal og man kunne jo købe sig endnu mere lud fattig end man er i forvejen (!) men det viste sig at Marianne der ejer siden og butikken havde et fantastisk tilbud på Zpaghetti garn. Et nøgle for 70 kr og 4 nøgler for kun 250 kr !!!! - og så ikke mindst portoen på KUN 49 kr .. det var sgu da (undskyld mit franske) vanvittig billigt. 

Jeg skrev til Marianne Pedersen om billeder af hendes "Zpaghetti-beholdning" som jeg fik lynende hurtigt. Jeg valgte de 4 stk jeg gerne ville have - gik ind på hendes webshop - betalte og vupti - i dag kom mit garn. Der var ikke engang gået 24 timer. Lyn ekspedition og fantastisk service. 

DET kan jeg lide :) Så elsker man sine kunder og sit job og vil gerne yde en god service. Det er jeg selv "opdraget" til i min uddannelse som butiksassistent tilbage i ´80´erne. Service er et must hvis man har butik. Det er på den måde man skal få en kunde til at føle sig helt speciel og på den måde kunderne vender tilbage.

Så Marianne - du kan roligt regne med mig igen (næste gang der er lidt ekstra på kontoen). Med dette indslag vil jeg derfor slå et slag for Mariannes side og webshop som jeg absolut synes I skal besøge. Jeg kan ikke nævne alle de lækre ting her - for I skal se det med egne øjne.

Her er lige et billede af mit Zpaghetti enkeltvis :













torsdag den 15. august 2013

Jeg har brug for DIN hjælp ........


I januar i år (2013) oprettede jeg en gruppe på facebook der hedder Julehjælp - en fremstrakt hånd.

Den har til hensigt at være mellemled mellem mig (sagde hunden) og søde mennesker der vil hjælpe mig med at hjælpe andre.

Det handler ganske enkelt om en julehjælp til julen 2013.

Jeg indsamler håndlavede/hjemmelavede kreative ting til julegaver til trængte i år og jeg har allerede fået mange donationer af flotte og dejlige gaver og materialer til at fremstille gaver med. Jeg har næsten siden dag 1 siddet og hæklet noget mere eller mindre hver eneste dag. Jeg har fået store kasser med garn som jeg er gået i "krig" med at hækle af og rigtig mange søde kvinder har doneret mange mange søde ting. 

Vi mangler dog til drenge og mænd stadig - men selvfølgelig er dette primært børnene det handler om - men lidt til en mor og en far er jo også altid velkomment.

Har du overskuddet til at lave en enkelt ting ? Kender du nogen i familien, venner, kolleger, strikkeklub, sportsklub, biblioteket og lignende - der kunne være interesseret i at række en hånd ud og hjælpe mig med at hjælpe andre? 

Tag et kig ind på min facebook side hvor alle detaljer står - der kommer du ind ved at klikke lige HER

Der kan du også se billeder af alt det donerede :) Og der kommer hele tiden mere til.

Jeg har også hårdt brug for nogen der kan sponsere noget klar cellofan - så kender du en grossist eller forhandler af disse store ruller - så er jeg en meget lykkelig modtager. 
Grunden til at det skal være klar cellofan er, at folk selv får lov at vælge gaverne og så er det jo ikke smart hvis de er pakket ind i papir så man ikke kan se hvad der er i pakken. Man kender jo bedst selv sin familie og dermed smag så derfor har jeg valgt at gøre det på denne måde.

Jeg håber du vil hjælpe - for jeg har hårdt brug for den.

Jeg vil blive glad hvis du vil dele mit indlæg på din facebook side, din twitter side, din google+ side og måske råbe lidt højt om det henne i dit barns SFO :)

På forhånd tak fordi du læste med så langt. 
OBS! Har du ikke en facebook profil er du meget velkommen til at sende mig en mail på jusp@hotmail.dk



onsdag den 14. august 2013

Er du i det kreative hjørne i dag?


En mangel på idéer og stor dreng der lige er startet i 5. klasse med bøger der skal bindes ind indledte mine tanker på at prøve at hækle bogbind til en bog. Nu er det ikke sådan at min søn på 11 år vil have hæklet bogbind på sine bøger. Citat : " det er kun for tøser" citat slut.

Men det afholdt mig ikke fra at prøve og her er ganske enkelt hvad jeg gjorde :

Jeg hæklede en række fastmasker der kunne nå omkring bogen (på samme måde som man måler bogbind på bøgerne) og husk der skal være ekstra i hver side "til ombuk".

Så hæklede jeg dette firkantede stykke så det passede i højden - foldede siderne ind og hæklede derpå en kant med lyserød hele vejen rundt.

Til slut hæklede jeg et lille hjerte som applikation og en strop til at lukke bogen med en perle på fronten. Perlen er fra et lille sortiment fra Tiger til 10 kr. 

Der er flere muligheder for at pynte dit "bogbind" så det er bare med at finde ting frem og vær kreativ - måske vil dine børn gerne være med. De kan faktisk også selv hækle et bogbind (lad dem starte med den mindste bog de har) og lær dem at være kreative med de ting der er i huset. 

Hækles der med stangmasker (som er høje) som jeg har gjort her -kan man hækle en snor i kontrastfarve og trække gennem stangmaske-mellemrum ... eller man hækle 3 snore af luftmasker - flette dem sammen og binde omkring bogen i stedet for lukkeordningen med løkken. Så ligner den næsten en lille gave :) 

Go for it - be creative 


tirsdag den 13. august 2013

Lær at hækle filet-net




Filet-net er et godt mønster hvis du vil lave dig et indkøbsnet eller andet hvor der gerne må være luft i det hæklede :) Det er velegnet til at trække et bånd igennem eller hækle ovenpå. Det er derfor vigtigt at stangmaskerne hækles lige over hinanden.

Mønsteret er deleligt med 2 masker.

For at lave en prøve gør du således :

slå 24 masker op.

1. rk: 1 stangmaske i den 6. maske fra nålen, (1 lm, spring 1 m over, 1 stangmaske) rk ud = 10 lm buer.
Vend hver række med 3 lm.
2. rk.: 1 stangmaske i den 2. stangmaske, (1 lm, spring 1 m over, 1 stangmaske) rk ud, den sidste stangmaske hækles i den 2. lm = 10 lm-buer.

Gentag 2. rk. 


Her under kan du se en video på engelsk hvordan det foregår







Spuur Spot Puff hue - egen opskrift



Spuur Spot Puff hue 



Slå 4 lm op på nål 4 mm

Form en ring med en kædemaske i første luftmaske og lav nu 3 luftmasker som fungerer som 1 EKSTRA stangmaske i runden (hvilket fortsætter i hele opskriften) 

Hækl nu yderligere 12 stangmasker i ringen og luk med en kædemaske i første STANGMASKE dvs de 3 luftmasker lukker det hul der ellers ville blive ved omgangs skift. *se foto




 De tre luftmasker tælles IKKE med i maskeantallet - den er kun “fyld”.

1) 3 luftmasker, 2 stangmasker i samme maske som de 3 luftmasker (3 stænger i samme maske), 2 stangmasker i hver maske hele omgangen rundt og afslut med en kædemaske i første STANGMASKE (altså ikke luftmaskekæden som igen bare er fyld og lukker hullet mellem lukningerne) *se foto



 2) Nu hækler du 1 stangmaske i samme maske som de 3 luftmasker, 2 stangmasker i næste maske, 1 stangmaske i næste maske, 2 stangmasker i næste maske, og forsætter omgangen rundt og lukker med en kædemaske i 1. Stangmaske på runden (ikke luftmaskekæden)

3) Du fortsætter nu med at lave runder hvor du for hver runde øger dit maskeantal - dvs denne runde hækler du 1 stangmaske, 1 stangmaske, 2 stangmasker i samme maske, 1 + 1 + 2 og lukker af som i de tidligere beskrivelser.

4) Her hækler du 1 + 1 + 1 + 2 som tidligere beskrevet 

Din cirkel skal have en diameter, der ganget med pi (3,14) måler ca mellem 55-58 cm dvs du måler diameteren på din cirkel - ganger det med 3,14  se dette eksempel (17 cm i diameter x 3,14 = 53,38 cm) hvilket svarer til en voksenstørrelse. Målet kan variere men har ikke den store betydning så længe det er omkring de 55-58 cm.

Når din cirkel matcher den størrelse du vil have din hue - begynder du nu at hækle puff masker eller ananas masker som de kaldes på dansk.


Dette gøres således :

1 ananas : Slå om, hent garnet gennem masken og træk masken lidt lang - 3 gange, slå om og træk nålen gennem alle 7 løkker på nålen slut med en kædemaske og en luftmaske.

Disse ananas hækles mellem hver anden stangmaske - altså ikke I masken men mellem hver stangmaske på din runde og du fortsætter rundt i ringen konstant uden at tage masker ud. 





 Når din hue når ned og dækker ca det øverste af dine ører begynder du nu at hækle stangmasker i hver maske igen. Hvis din hue er for stor i omkreds skal du her tage 1 maske ind for hver 10. Maske - dvs du hækler 2 stangmasker sammen for hver gang du har hæklet 10 stangmasker. Dette har jeg gjort i 4 rækker stangmasker og så matcher huestørrelsen fint i omkreds.

Da dette er min egen opskrift jeg selv har lavet kan der være fejl eller mangler som jeg måske ikke har opdaget da jeg skrev den ned. Jeg vil meget gerne have feedback på den så jeg kan rette evt. fejl.

At hækle en hue først for derefter at huske hvad man gjorde kan godt være svært (især som nybegynder af at skrive opskrifter selv).

Jeg håber du kan bruge opskriften og du må gerne dele den ud men brug ikke mine billeder uden tilladelse.


Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive til mig på jusp@hotmail.dk
Go´ fornøjelse 

Du er velkommen til at printe opskriften ud ved hjælp af PrintFriendly knappen her under indlægget men du må IKKE dele eller bruge mine billeder uden min tilladelse.

Produkter lavet efter min opskrift må du frit sælge men du må IKKE sælge min opskrift. 




mandag den 12. august 2013

Palmehuset hæklet efter Sidsel Sangilds opskrift


Et af de skønne mønstre der er at finde i Sidsel Sangild´s bog Hovedstads.

Bogen er en opskriftbog med tydelige og klare opskrifter, de er nemme at følge og er fantastiske i forhold til mange andre hæklemønstre.
I bogen skriver Sidsel Sangild følgende :

Modellerne i bogen er en hyldest til København og til byen som sådan. Byens farver, arkitektur og natur har inspireret til 10 forskellige beklædningsgenstande. Byen har været udgangspunkt for farverne, teksturen eller formen på det hæklede.

Bogen kan du købe lige her 

Palmehuset er i bogen hæklet i grøn - men jeg blev lidt vinter-inspireret og valgte at lade sneen falde på Palmehuset og viser her min version af det.

Hvad synes du? Har du hæklet nogle af Sidsel Sangild´s lækre opskrifter? 

Opskriften bliver ikke lagt ud da der er copyright på købte opskrifter men du kan få denne bog samt flere af Sidsels bøger samt andre lækre ting på hendes webshop.

Dette indlæg er ikke sponsoreret.




lørdag den 10. august 2013

Et mønster - 2 slags vanter

 Hæklet håndledsvarmer


Hæklet håndledsvarmer indvendig

Hæklet vante

Her har jeg lavet 2 vanter ud fra 1 mønster og du kan selv lave lige netop den du godt kan lide. 

Opskriften er således :

Et mønster - to slags vanter

Jeg har her brugt en meget tyk bomuldsblanding (ved ikke helt hvilken da det var donerede nøgler garn uden banderole) og en hæklenål 5,5 mm

Så for at få den rette størrelse skal du bruge hæklenål 5,5 mm og det garn der passer til.

Ribkanten hækles frem og tilbage i rækker og selve hånden hækles i runder.

Dette mønster er beregnet på en teen (mindre hånd) og voksen altså str s/m og Large

Den på billedet er lavet som small/medium
(min hånd måler fra håndled start og til fingerspids 20 cm) og jeg kunne godt have brugt en str large til min hånd for at få den lang nok.


Voksen medium (large)

Lav 9 (10) luftmasker

1) hækl fm i 2. Maske fra nålen og hækl fm hele rækken hen i alt 8 (9) masker, slut med 1 luftmaske
2) vend dit arbejde og hækl nu kun i bageste maskeled fm hele vejen til enden 
3) gentag række 2 til dit arbejde måler ca 16,5 cm 
Fold nu stykket sammen så de korte ender mødes og hækl stykkerne sammen i enderne med kædemasker gennem begge ender således at der dannes en ring af det hæklede. Klip IKKE snoren - du skal fortsætte med at hækle videre uden at afslutte.

Nu skal du hækle selve hånden :

1) Start med en luftmaske, og hækl nu 20 (24) masker rundt i kanten på dit håndleds stykke. Luk med en kædemaske i første maske på runden.
2) 2 luftmasker - disse gælder ikke som en stangmaske så tælles ikke med i maskeantallet. Hækl stangmasker hele vejen rundt og luk med en kædemaske i første stangmaske på rækken. De 2 luftmasker vil lukke “hullet” der normalt kommer ved lukning i første maske.
3) 2 luftmasker, stangmasker i de første 8 (10) masker, 2 stangmasker i næste maske, stangmasker i de næste to masker, 2 stangmasker i næste maske, stangmasker i de sidste 8 (10) masker. Luk med kædemaske i første maske på runden.
4) 2 luftmasker, stangmasker i de første 9 (11) masker, 2 stangmasker i næste maske, stangmasker i næste 2 masker, 2 stangmasker i næste maske, stangmasker i de næste 8 (10) masker, 2 stangmasker i næste maske, stangmasker i de sidste masker.  luk med kædemaske i første maske på runden - du har nu 25 (29) masker 
5) 2 luftmasker, stangmasker i de første 10 (12) masker, 2 stangmasker i den næste maske, stangmasker i næste to masker, 2 stangmasker i næste maske, stangmasker i de sidste 11 (13) masker og luk med en kædemaske i første maske på runden.
Tommelfinger-åbning

6) 2 luftmasker, stangmasker i de første 10 (11) masker, stangmaske, 2 luftmasker, skip de næste 7 (9) masker, stangmasker i de sidste 10 (11) masker og luk med en kædemaske i første maske på runden. 

Hvis du kun vil have håndledsvarmere kan du stoppe her - og hæfte ender. Prøv evt. at eksperimentere og lav en række fm hele vejen rundt i kanten.

Du laver nu selve hånden :

7) 2 luftmasker, stangmasker i hver eneste maske omgangen rundt og luk med en kædemaske i første maske på runden. Du vil nu have 22 (24) masker. 

8) 2 luftmasker, to stangmasker sammen, stangmasker i hver maske indtil du når de sidste to masker hvor du også hækler to stangmasker sammen. Og luk med en kædemaske i første maske på omgangen.

( At hækle to stangmasker sammen gøres således : du starter en almindelig stangmaske og slår om, trækker gennem masken og henter snoren, trækker gennem to masker og stopper. Slår om, stikker gennem næste maske og slår om - du har nu 5 masker på nålen, trækker gennem de to og trækker gennem 3)

9) 2 luftmasker, stangmasker i hver maske omgangen rundt og luk med en kædemaske i første maske på omgangen.

10)  2 luftmasker, to stangmasker sammen, stangmasker i næste 8 (9) masker, stangmaske, 2 stangmasker sammen, stangmasker i næste 8 (9) og luk med en kædemaske i første maske på omgangen. ( du skal nu have 18 (20) masker)

11+12 (13) 2 luftmasker, stangmasker i hver eneste maske omgangen rundt og luk med kædemaske i første maske på omgangen.

13 (14) : 2 luftmasker, 2 stangmasker sammen to gange, stangmasker i næste 3 (4) masker, 2 stangmasker sammen 2 gange, stangmasker i næste 3 (4) masker, 2 stangmasker sammen 2 gange - luk med kædemaske i første maske på omgangen, hvis maskeantal ikke passer hækler du stangmasker i de overskydende masker.

14 (15) : 2 luftmasker, 2 stangmasker sammen hele vejen rundt så du til sidst har 6 (7) masker tilbage. Afslut og klip snoren - husk at lade et stykke på ca 20 cm være til hæftning. Hiv lidt i snoren for at lukke åbningen lidt i spidsen af vanten.

Du skal nu lave tommelfingeren :

Med retsiden mod dig kobler du garnet til med en kædemaske i siden af tommelfinger åbningen.

1) 2 luftmasker, stangmasker i hver mellemrum mellem stangmaskerne til du har ca 9 (11) masker og luk med en kædemaske i første maske på omgangen.
Maskeantallet kan variere lidt - det har ikke den store betydning om du har 9-10-11-12 masker.

2) 2 luftmasker, stangmasker i hver maske hele omgangen rundt og luk med kædemaske i første maske på omgangen.

3-4 (5) 2 luftmasker, stangmasker hele vejen rundt og luk med kædemaske i første maske på omgangen.

5 (6) 2 luftmasker, 2 stangmasker sammen 4 (5) gange, stangmasker i sidste maske (masker) og luk med en kædemaske i første maske på omgangen. Du har nu en lille åbning på tommelfingeren tilbage.

Klip snoren og hav ca. 20 cm til at hæfte ende med.

Hæft nu ender 

Du er velkommen til at printe opskriften ud og du må også gerne sælge dine færdige arbejder men du må IKKE bruge mine billeder uden tilladelse.


fredag den 9. august 2013

Når du hækler en hue ...

 Hæklet hue med farveskift 

Hæklet hue uden farveskift med pynt 

Når du starter med at hækle en hue - hvad enten det er med eller uden farveskift - starter du fra toppen af hovedet og hækler nedad mod hovedskallen.

Start med at lave en magisk ring eller 4 luftmasker som du danner en kæde af ved at hækle en kædemaske i første maske og slutter af med en luftmaske (hvis du skal hækle fastmasker) eller 3 luftmasker (hvis du vil hækle stangmasker)

Vi antager at vi her hækler med stangmasker.

I ringen hækler du nu 11 stangmasker (da de 3 luftmasker ligger som 1. stangmaske) - så du ialt har 12 "stænger". Luk med en kædemaske i første maske og lav 3 luftmasker for at komme til næste runde.

Her hækles 2 stangmasker i hver maske til du har 24 masker og lukker med en kædemaske i første maske, slut af med 3 luftmasker så du kommer til næste runde.

Så hækler du 1 stangmaske, 2 stangmasker i næste maske, 1 stangmaske, 2 stangmasker i næste maske, sådan fortsættes omgangen rundt og sluttes af med en kædemaske i første maske, 3 luftmasker for at komme til næste maske.

Her er det så at du kan begynde at måle for at få din hue til at passe den individuelle aldersgruppe. 

Dette gøres således :

Mål din cirkel på huen tværs over (diameteren) og gang dette tal med 3,14 (pi).

Måler din hue for eksempel 12 cm i diameter (fra kant til kant) - så ganger du det tal med 3,14 (12 x 3,14 = 37,68 cm)

Her er en liste over de cirka mål du behøver for at vurdere hvor stor din hue bliver :

Nyfødt = 34 cm
3-6 mdr = 40 cm
6-12 mdr = 44 cm
12 mdr - 3 år = 48 cm
3-10 år = 50 cm
teen = 55 cm
voksen = 58 cm

Disse mål er kun vejledende da ingen hoveder er lige store - men de kan bruges som skema så man kan danne sig et indtryk af hvor stor huen vil blive eller skal være.

Så vil du have din hue skal være større - altså til en voksen for eksempel - så skal diameteren på din hue så være ca 17 cm i diameter sådan +/-.

Vil du nu fortsætte i opskriften skal du nu hækle således :

1 stangmaske, 1 stangmaske, 2 stangmasker i næste maske, 1 stangmaske, 1 stangmaske, 2 stangmasker i næste maske, og fortsætter omgangen rund således og slutter af med en kædemaske i første maske, samt 3 luftmasker for at starte næste runde.

For hver omgang du vil lave huen større - forøges antallet af 1 x stangmaske forstået således at du i forrige omgang hæklede 1-1-2, 1-1-2, osv. 
Nu hækler du 1-1-1-2, 1-1-1-2, osv.

Når din diameter er stor nok - stopper du med at tage ud og hækler så bare 1 stangmaske i hver maske, slutter med kædemaske og 3 luftmasker for at komme til næste runde. 

Således hækler du din hue og du vil langsomt kunne se den tage form. Når du har målt den på dit hoved at den er dyb nok til at dække ørene kan du afslutte med 1-2 eller 3 rækker fastmasker for at afslutte med en kant på huen. 

Skift gerne farve undervejs så du får striber i huen. 

Dette indlæg er du velkommen til at printe ud ved at bruge knappen forneden under indlægget. Du må gerne bruge opskriften og sælge dine ting du hækler ud fra opskriften men brug IKKE mine billeder uden tilladelse.






DIY på hæklet kurv i Zpaghetti garn


Opskrift på hæklet kurv i Zpaghetti garn eller t-shirt garn hvis du har lavet noget selv.

Slå 4 luftmasker op på nål 10-12 mm og form en ring ved at lave en kædemaske i 1. Luftmaske - slut af med en luftmaske så du starter næste runde

1) hækl nu 12 fastmasker i ringen og luk med en kædemaske i 1. Maske og slut af med en luft maske så du starter næste runde 

2) nu hækler du 2 fastmasker i hver maske hele vejen rundt så du i alt får 24 masker, slut af med en kædemaske i 1. Maske og slut af med en luftmaske så du starter næste runde

3 ) nu hækles der 1 fm, 2 fm i næste maske, 1 fm, 2 fastmasker i næste maske og sådan fortsætter du hele vejen rundt til du har 36 masker og slutter af med en kædemaske i 1. Maske og en luftmaske for at gå til næste runde. 

4) nu er bunden ved at være så stor som den skal være - hvis du gerne vil have den større så fortsætter du en runde mere hvor du hækler 1 fm, 1 fm, 2 fm i samme maske, 1 fm, 1 fm, 2 fm i samme maske og slutter af med en kædemaske i første maske og en luftmaske for at begynde næste runde.

Afsnit 4 kan udelades 

5) Nu hækler du fastmasker i bageste maskeled hele vejen rundt og lukker af med en kædemaske i første maske og slutter med en luftmaske for at begynde næste runde.

Nu hækler du fastmasker normalt i begge maskeled igen og hækler fortsat som beskrevet oven for - dog uden at tage masker ud. Nu handler det kun om hvor høj du vil have din kurv. Når du er tilfreds med højden så lukker du af ved en rundes afslutning - dvs du lukker med en kædemaske i første maske på runden - STOP - hiver lidt op i den maske du har på nålen - trækker din indenfor indvendig i kurven via næste maskeled og først DER trækker du snoren helt gennem masken - klipper og lukker. Husk at hæfte enden indvendig i kurven med en stor nål. 

Tillykke med din kurv af zpaghetti garn - eller dit hjemmelavet t-shirt garn 

Du er velkommen til at printe den ud ved at klikke på Print Friendly knappen herunder (det grønne) og du må gerne linke til min blog - men IKKE bruge mit billede uden tilladelse.




Opskrift på håndledsvarmere :)




Hold dig varm om vinteren med disse lækre håndledsvarmere der kan laves i hvilket som helst garn du har liggende. 

Jeg har her brugt dette lækre 100% uldgarn der er håndfarvet i 100% rene materialer og derfor ingen kemi.


Opskriften finder du lige her :


Opskrift på håndleds varmere 

Lav en kæde på 42 masker ( jeg har kun brugt 32 i dette tykke garn) - mål dig evt frem til hvor bred den skal være på din egen arm.

Række 1 : hækl halv stangmaske i 3. Maske fra nålen og i resten af maskerne hele vejen - Luk med kædemaske, lav to luftmasker og vend

Række 2 : hækl halve stangmasker hele vejen - slut med 2 lm og vend arbejdet

Række 3 : gentag række 2 15 gange til du har lavet 16 rækker i alt - prøv at måle din arm undervejs så stykket passer omkring din arm og ikke bliver for løst eller stramt. Du kan altid lave en række mere eller pille en række op. 

Række 17 : hækl halve stangmasker i bageste maskeled på hver maske hele vejen - slut med en luftmaske

Du har nu et firkantet stykke som skal hæftes sammen i siden. Mål gerne op til hvor din tommelfinder skal være og hæft kun siden sammen der til. Det lille sidste stykke hæfter du også sammen med kædemasker. Du har nu et hul hvor du hækler fastmasker omkring.**

Afslutning : uden at fjerne hæklenålen fra arbejdet  folder du stykket horisontalt og og lukker den i siden med kædemasker gennem 30 (+/-) masker. Så kan du afslutte med at klippe snoren.

**Tommelfinger-hullet : Med retsiden mod dig hæfter du nu garnet på hvor du sluttede med at hæfte siden. Dette er toppen af dit tommelfinger-hul og du hækler fastmasker rundt. Gentag to gange og luk med kædemaske og klip enden af. 

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig på jusp@hotmail.dk



mandag den 5. august 2013

Her er stille .....men....



Ja - jeg starter lige ud med dette billede :)

Måske kan du gætte hvad det har med at gøre ? eller også kan du ikke .. endnu i hvert fald. Men når du har læst dette indlæg til ende - så ved du hvad det handler om.

Her er lidt stille i aften. Jeg sidder her alene og der er kun lyden af miau´ene katte og en snorkende hund samt Tv´et der kører på TV3 Puls hvor der er tema omkring modeugen. Det er hyggeligt og meget rart med stilhed ind i mellem.

Jeg forsøger at få gjort lidt rent ... ryddet op og vasket lidt tøj. Der trænger godt nok snart alvorligt. En edderkop vandrer stille og roligt op ad væggen bag min skærm. Ja - jeg bor på landet og edderkopper er en del af husstanden. Sammen med enkelte fluer, natsværmere og en masse andre insekter der finder vejen mod lyset når vinduerne står åbne om aftenen.. (så husk dog at lukke de vinduer kvinde!!!) men der er varmt og jeg er nødt til at have vinduerne åbne for at få lidt luft ind.

Det er lidt et kedsomheds indlæg noget af dette her. Jeg prøver at finde inspiration til hvad jeg nu skal hækle. Jeg har masser af garn liggende så det er ikke der problemet ligger. Det er bare lidt som om jeg har brug for noget nyt - et eller andet. Noget jeg ikke skal bruge for meget hjerne (!! - ingen kommentarer der) til - men også gerne noget jeg kan blive tilfreds med selv - for derefter at lægge det i "bunken" til min julehjælp. Jeg mangler nogle idéer til andet end alt det til børnene og kvinderne. Måske et lighter-etui? Hvad søren skal man finde på til drenge/mænd ??? Jeg er meget åben for gode input og idéer for jeg er selv spejl-blank. Lige hvad det angår i hvert fald. Jeg har lidt en forestilling om at det primært er os kvinder og piger der værdsætter det hæklede - nok ikke så meget drenge og mænd. Hvad mon det kan blive til?

Jeg har en facebook leg i gang der slutter Tirsdag d. 6. august kl. 23.59. Min søn har nemlig fødselsdag d. 6. august og han fylder såmænd 

Vi er (desværre) en meget lille familie så det bliver ikke det store festivitas - men jeg håber I vil give ham en lykønskning her inde. Jeg er super stolt af min store dreng. Han er en god dreng. Kærlig, hjælpsom, intelligent og alt i alt bare dejlig. Jeg er stolt af at han er en social dreng der har nemt ved at få venner og jeg er stolt af hans intelligens på IT området. Han er selvlært. Hans skolegang gik ikke helt som ønsket og han var hurtig skoletræt. Men det der med computer .. DET kan han altså bare. Bygger selv sine egne computere og laver andres så de igen fungerer optimalt eller endda bedre end før. Ja - det er værd at sætte pris på i en verden af teknologi der koster kassen.

Jeg vil derfor ønske min søn STORT TILLYKKE MED DE 20 ÅR d. 6. august 2013 og jeg håber han får en skøn og dejlig hyggelig dag sammen med mig og hans søskende.

Vil du forresten når at være med i min lille facebook leg - så klik lige HER og læs hvad det handler om under dette billede som du finder på siden derinde.