tirsdag den 24. marts 2015

Så er der næsten gået 8 uger.....

Ja - det der med en brækket ankel kan godt nok tage pippet fra mig !!!

D. 29. januar var jeg så uheldig at brække min ankel på en kommunal p-plads der ikke var ryddet for sne. Uheldigt!!! joo - i den grad. Og for den hvor gjorde det ondt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Men okay - når det nu skulle ske - så gjorde jeg det da også med manér!!! Brud 3 steder og 7 skruer samt en metalplade. Så er jeg da den totale kvindelige værktøjs kasse på stylter.


I 6 uger har jeg været iført denne fantasiske moderigtige vinterstøvle. Tung som bare pokker og temmelig umulig at have balance i - hvilket også resulterede i et par ekstra fald.

Nu er jeg nået her til :


Jeg fik støvlen af for en uge siden i dag. Lægen var så flink at fortælle mig at jeg ville få det meget nemmere hvis jeg fik nogle gode sko med støtte i. Med en støvle som ovenstående billede - får hjernen ikke de korrekte signaler fra foden og kan derfor ikke finde ud af at finde den rigtige balance. Ergo tog jeg ud og købte mig et par ordentlige sneakers med det samme og tænkte så at nu kunne jeg da bare give den gas. MEN...... som det ses på billedet er min venstre fod noget større end den højre. Temmelig hævet og stadig under stor belastning. Desværre forlyder det også fra lægens side at jeg nok skal forvente at der kan gå op til et år før hævelsen fortager sig.


Derfor er det så at jeg så ser sådan ud herhjemme :) ikke særlig smart eller chik - men den eneste måde jeg lige kan ekvipere fødderne for tiden.

Jeg er da begyndt at gå ture på krykkerne .... men får da også en "regning" efterfølgende ... mit venstre ben har bare ingen kræfter efter så lang tid i ro. Lårmusklen bliver vanvittig øm og benet hæver helt vildt pga belastningen. Men jeg har ikke helt så ondt mere som jeg havde i starten. Kønt er det godt nok ikke :/ ... det skal lige bemærkes at jeg ikke har noget bandage eller noget på min venstre fod - den er simpelthen bare dobbelt så stor som den højre.

Det er godt nok frustrerende at sidde fuldstændig ude af stand til at komme nogle steder. Ikke at kunne få handlet ind. Ikke at kunne komme nogle steder. Ikke kunne gøre sådan som man plejer. Ingen bil. Ingen muligheder. Det er meget nemt at få lidt ondt af sig selv. Jeg fyrer med briketter i brændeovnen for at få varme - selv det er en udfordring. Jeg kan ikke få hentet briketter når der ikke er nogen til at køre for mig. Så det kan ende med at blive en kold fornøjelse nogle dage og nætter. Nej - nemt er det godt nok ikke altid. Slet ikke når man er single. Havde jeg nu haft en mand i huset der kunne have været der for mig - så havde tingene set helt anderledes ud.

Nåh - men at dvæle er ikke vejen frem - så jeg ser frem til det skønne forår. Knopperne på træerne og de små skud der skyder frem. Min magnolia træ der står med store knopper allerede og som regel altid blomstrer i slutningen af april. DET er livet !!!! Fuglene der fløjter på livet løs i mine haver. Træerne der bliver grønnere og grønnere. Ukrudtet der skyder op mellem fliserne på terrassen. Ja - bare sol og sommer. Så bliver det hele altid lidt nemmere.
Og så skal der gøres hovedrent i hele huset. At sidde fasttømret til en kørestol og ikke kunne rydde op eller gøre rent i næsten 2 måneder ... det sætter sine spor :/ puha ...  så kender du en der lige gider gøre 200 m2 rent .. gratis ... så er vedkommende hjertelig velkommen :)

Det sidste der så lige skal ske her d. 10. april er at jeg skal have fjernet den store skrue der er sat i anklen. Den skrue er den der holder sene og knogle sammen så jeg ikke kan bøje leddet. Derefter kommer så genoptræning. Jeg ved ikke hvor længe der går med det men håber da at jeg kommer rimelig hurtigt i gang.

Ja - det var så lige lidt om hvad der sker omkring mig ... ikke det store. Tv programmerne er gennempløjet ... ikke det mest spændende. Hækletøjet er lidt ensformigt .. lidt rastløshed præger mig, så må finde på noget andet at lave for at fordrive tiden.
Min strikkemaskine skal måske røres lidt snart ... jeg har jo ikke mindre end 2 størrelser Addi maskiner der kan strikkes på så det kunne være jeg skulle gennemgå mit lager af garn så jeg kan få strikket lidt i stedet for. Der er da muligheder nok hvis man kigger efter dem :) Man må se mulighederne i stedet for begrænsninger.

Nåh - men hvis du har læst med her til så takker jeg for din tid. Har du en kommentar er den da meget velkommen :)

Pas på jer selv og hinanden derude <3


3 kommentarer:

  1. Puha da en omgang at skulle igennem. Godt du nu er nået en smule længere og at du kan se fremgang. Bare klem på og kom så i gang med strikkemaskinen. Jeg aner ikke hvordan sådan et dyr virker, men det lyder som om, du kan bruge den, så det er bare om at få begyndt.

    Held og lykke og god bedring.

    Mange gode hilsner

    Elin.

    SvarSlet
  2. Hejsa sikke da en omgang du har været igennem, håber virkelig snart at foråret kommer ind i dit sind og at silen vil skinne lidt mere på dig !!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Helle
      Ja det har været lidt af en omgang - og den er ikke slut endnu :) det går heldigvis meget bedre nu hvor jeg har fået fjernet den store skrue i anklen. Nu afventer jeg begyndende genoptræning og foråret er mere end velkomment. Jeg sidder i min stue og kan kigge direkte ud på min magnolia der står næsten uden for havedøren. Jeg GLÆDER mig hvert eneste år til den springer ud - for så er foråret landet hos mig :)

      Slet