Det har været en lidt øv-måned her det sidste stykke tid ......

Den 25. januar havde jeg fødselsdag og havde en fantastisk dejlig dag. Vinteren var kommet igen .. og der lå sne men det var okay for der var ikke så meget. Jeg gider ikke sne .. jeg er meget mere til forår og sommer. Jeg venter hvert år på de første forårs tegn .. vintergækkerne og erantis der pipler op i min have og langs min lange indkørsel.

Desværre skete der det at jeg d. 29. januar skulle have været på Roskilde sygehus til tjek for min kroniske sygdom. Det gider vi ikke komme i detaljer med. Men vejret var så slemt den dag at jeg måtte opgive da jeg havde kørt 10 km og det tog en halv time. Jeg har langt til Roskilde da jeg bor på det sydlige Falster. Efter min telefoniske aflysning af min tid - måtte jeg vende hjem igen. Det var tidligt på morgenen. Jeg var lige nået hjem og sneen stoppede og solen brød frem ... SELVFØLGELIG!!!! Men jeg turde nu ikke sætte liv og lemmer på spil for at køre den lange vej og måske komme ud for et uheld. Det var jo ikke livs nødvendigt - selvom jeg ved at en aflysning af en aftale der oppe betyder at jeg må vente yderligere 2 måneder før jeg kan komme til igen :/

Jeg ringer og informerer min datter om at jeg har aflyst turen - sådan for at berolige hende om at jeg ikke var kørt i det dårlige vejr. Vi aftaler at jeg skal køre med hende til en aftale på hendes skole - hvilket vi så gør. Vi lander på skolens parkeringsplads og jeg stiger ud af bilen. Vi sludrer - som vi nu altid gør på vej .. men jeg når faktisk kun at tage 10-15 skridt før jeg ligger og skriger på vejen !!!! På grund af sneen og det glatte føre sker der simpelthen det at jeg glider og falder ned på venstre side. Heldigvis lander jeg på en græskant - men min venstre fod flyttede sig ikke den rigtige vej - og i det jeg falder kan jeg mærke at den er fuldstændig gal !!!! Det gør så ondt at jeg simpelthen ikke kan holde skriget tilbage. Jeg råber til min datter :" jeg har brækket foden - jeg har brækket foden!!!"  Panisk skynder hun sig at prøve at få mig op af den kolde jord - men det er umuligt for hende og jeg kan ikke finde kræfter til at løfte mig.
Der kommer nogle unge mennesker løbende til og spørger om de kan hjælpe mig ... eller min datter. En sød ung dreng på ca 18-20 år er meget meget sød og sidder og holder mit hoved og overkrop så jeg ikke ligger nede i sneen. Han spøger konstant til om jeg har slået mig andre steder - om jeg kan holde varmen - om jeg er sikker på den er brækket og støtter mig alt i mens min datter ringer efter en ambulance. Puha - en smerte jeg aldrig har oplevet før ... den var så gennemtrængende at jeg tænkte det måtte være helt galt.

Ambulancen ankommer meget hurtigt og to meget kompetente reddere kommer mig til undsætning. Hjælper mig op på båren og får pakket mig ind i tæpper så jeg ikke skal fryse mere. Løfter mig ind i ambulancen og giver mig morfin for smerterne - for efterfølgende at ville KLIPPE min Ilse Jacobsen støvler af !!!!! NEEEEEJJJJJJJ ... de kan snøres op ..... og heldigvis kan de trække den af uden at ødelægge den :) ... (hvor smart at tænke mere på sine støvler end sit helbred!!!)

Da støvlen kom af - kunne jeg godt lige se på den der slaskede fod .. at der var noget galt ... og det skræmte mig virkelig og sandheden gik faktisk op for mig. Måske sidder du og tænker .. åh herre gud - en brækket fod. Det er du jo ikke den første i verdenshistorien der har prøvet !!!! Nej - det er jeg så absolut ikke. Det ved jeg godt. Men det er første gang i mit 46 årige liv at jeg har prøvet at brække noget. Jeg har forstuvet mine ankler hundredevis (med modifikationer) af gange og det gør fandme også ondt. Men aldrig brækket noget. Nåh - men babu afsted til sygehuset. Ja dog ikke med udrykning - så slemt var det jo heller ikke. Men ja - røntgen viste at den VAR helt gal. Brud 3 steder !!!! Når jeg nu skulle være så uheldig - så skulle det satme da også gøres ordentligt !!!! Så den skulle opereres omgående, og det blev den. Der blev sat 7 skruer ind - lagt støvle på og så fik jeg ellers morfin så jeg kunne holdes nogenlunde smertefri. Puha ... det var et døgn jeg sent vil glemme.

en smuk buket jeg fik af børn og svigerbørn 

og den lækre mad jeg fik serveret på sygehuset !!!! Bøf Stroganoff og citron fromage til dessert ;)

Nu skulle jeg så til at finde ud af at gå på 1 ben med et sæt krykker. Jeg har desværre bare ikke kræfter i mine arme - grundet min kroniske sygdom - til at løfte mig selv på krykker så det blev en kæmpe udfordring. Jeg måtte bede om en kørestol hvilket de stejlede lidt mod. Jeg kunne jo godt gå over på toilettet fra sygestuen. Joooo - det kunne jeg da - men da ikke uden smerter og jeg kunne jo ikke løfte det raske ben så det blev sådan en mærkelig form for "gang" der ikke rigtig bragte mig nogle steder. Det var godt nok hårdt. Jeg fik heldigvis overbevist fysioterapeuten om at jeg virkelig havde brug for hjælpen med kørestol. Heldigvis kendte hun min nabo fra sin skolegang og vidste derfor hvordan jeg bor .. på landet i et gammelt hus med høje trapper til hoveddøren og høje dørtrin m.m.

Så nu har jeg siddet i min kørestol i lidt over 3 uger !!!! jeg har da også været oppe på krykkerne for at prøve at komme lidt rundt. Det resulterede i at jeg faldt i mit køkken da den ene krykke gled væk under mig. Landede lige på det opererede ben og havde VANVITTIGT ondt. Sad i mit mørke køkken i næsten en halv time - uden at kunne komme op og uden en mobil i nærheden. Det var ikke særlig morsomt og i den halve time tænkte jeg på alle de stakkels ældre mennesker der falder hjemme hos dem selv - på badeværelse eller i stuen og må ligge på gulvet i flere dage før nogen opdager dem ... hvis de er så heldige at blive opdaget. Gud hvor kunne jeg mærke deres angst og frygt da jeg lå der ... i en sølle halv time !!!! For heldigvis kom min papfar med aftensmad til mig og kunne derfor hjælpe mig op. Selvfølgelig kunne jeg have kravlet ind i stuen senere når jeg var kommet mig lidt efter de smerter. Men det at sidde og føle sig fuldstændig hjælpeløs .. det var godt nok ikke særlig sjovt.

Nåh - men jeg har været til tjek efter de 14 dage og fået det røntgenfotograferet og taget tråde ... 16 sting !!!! De ramte heldigvis kun lige bunden af min tatovering som jeg har på den ankel !!! .. Jeg frygtede virkelig at den tatovering var en saga blot efter sådan en omgang ... men gudskelov har den ikke taget "skade" :) Alt var som det skulle være i følge røntgen billederne og det gjorde mig lettet.

ADVARSEL .. næste billede kan være lidt grimt at se på !!!

en rigtig grim omgang og et temmelig hævet ben

Tiden er gået langsomt .. og hvor er man dog hjælpeløs ... puha dog. Jeg har hund og 3 katte. Jeg fyrer med briketter i brændeovnen. Jeg har en søn på 12 år der skal i skole hver dag. Hvordan klarer man dog lige den. Plus alt det andet. Der skal tømmes kattebakke hver dag - hunden skal luftes osv osv osv. MEN .. jeg er gudskelov udstyret med verdens dejligste familie. Mine store børn er guld værd når det hele ser sort ud. Min store datter og hendes kæreste har taget min yngste søn i "pleje" mens det her står på. Han bor simpelthen hos dem og min datter sørger for ham hver dag. Min store søn og hans kæreste har ikke selv bil og bor så 12 km fra mig - men ved hver given lejlighed kommer de og hjælper med mad og at bære briketter ind til mig. Tømmer min postkasse m.m. Mine forældre bor 100 meter hen ad vejen så de har sørget for min aftensmad godt og vel hver dag siden jeg kom hjem fra sygehuset. Der bliver handlet ind for mig og jeg bliver sørget for så godt som de overhovedet magter. Min datter vasker tøj for mig og handler også lidt hvis der mangler noget. Så alt i alt - så går det meget godt trods alt.

Nu er der gået lidt over 3 uger - og hvis jeg kan - må jeg gerne prøve at støtte forsigtigt på benet. Det er godt nok lidt svært at komme i gang med det. Angsten for at det gør ondt sidder dybt i mig nu. Det er skræmmende at prøve. Jeg kan godt sidde med benet nede og det hæver knapt så meget mere. Men det lignede jo en michelin mand og det spændte og gjorde ondt. Når der er gået de 6 uger - så skal jeg i gang med genoptræning. Tænk at tiden kan føles så langsom når man sidder bundet til sofa/kørestol og krykker. Heldigvis har jeg fået symaskinen ind på spisebordet og garn og hæklenåle er lige i nærheden så jeg har da fået lavet lidt kreativt. Der er syet punge - der er hæklet karklude og halstørklæde og er nu i gang med coasters i støvede farver. Så lidt kommer der da ud af at ligge her og være passificeret :)

Det var så lige en ordentlig omgang "klage-sang" fra mig og en forklaring på hvorfor jeg har været lidt stille på bloggen det sidste stykke tid. Men her er lidt fotos af de kreativiteter jeg har formået og et par små indkøb jeg også har foretaget - på trods af jeg har siddet stille så længe :)

Nåh - mon ikke det er nok for denne omgang ;) Jeg skal videre med mine coasters og så skal jeg have aftensmad ... den står på gule ærter ... mums mums .. det er guf ;) Dejligt når man får rigtig god gammeldags "mormor-mad" :)

See U soon ;) Pas på jer selv derude