onsdag den 12. februar 2014

Så kom dagen vi har ventet på

Dagen i dag d. 12. februar 2014 er en dag jeg sent vil glemme.

Dagen i dag skulle være den dag hvor min datter med to store pakkede kufferter og en rygsæk på ryggen tog afsted på sit livs rejse mod Vietnam.
Vi har været spændte og muntre omkring den kæmpe oplevelse der skulle komme for dagen i dag. Der har også været timer og minutter hvor tvivlen har været oppe og vende. Et kæmpe skridt for min datter Michelle i en alder af 22 år. Vi har altid været meget tæt knyttede da vores familie er meget begrænset. I den forbindelse har vi naturligvis også delt alt - både godt og mindre godt gennem livet.
Min datter har været der for mig gennem mine svære stunder med smerter og dage hvor jeg ikke er mobil fysisk. Hun har altid stået parat til at hjælpe og har brugt sig selv nok mere end hun burde og skulle.
Nu fik hun muligheden via en veninde at komme væk fra Danmark. Komme væk fra nogle øv-oplevelser i familien. Komme væk fra den byrde som hun bærer rundt på der indeholder samvittighed og ønsket om at behage og være der for sin mor konstant.
Jeg har selv skubbet bag på for at opmuntre hende og få hende overbevist om at det var den helt rigtige beslutning. Hun skal ud og opleve verden. Se det nye. Være fri og uafhængig. Og det var så i dag det skulle ske.


Her sidder vi i toget meget tidligt i morges .. 5.44 fra Nykøbing F. og spiser morgenmad og drikker cappucino. De sidste status opdateringer skulle lige afsted til Facebook.


Morgenen gik fint og vi nåede alt hvad vi skulle. Men nervøsiteten var at spore på Michelle allerede for et par dage siden. Det - tanken om at skulle flyve - var overvældende. Skrækken og angsten fyldte meget i hende. Nervøsiteten om hun nu kunne finde ud af det når hun skulle mellemlande i Frankfurt. Finde den rigtige terminal. Komme med det rigtige fly. Den lange flyvetur på ialt 15 timer. Så da vi lander i Kastrup Lufthavn i morges kl. 7.45 var Michelle dårlig. Utilpas. Meget varm i kinderne og måtte på toilettet et par gange. Angsten havde meldt sit indtog. Så jeg måtte være stærk og berolige hende. Hun tog også hanke i sig selv og tog sig selv i nakken. Men svært - det var det godt nok. Hun skal være væk i 6-12 måneder hvis tingene går efter plan og ønske.
Man kan jo aldrig vide hvad der sker derude. Går det godt? Er det som hun ønskede det? Kan hun lide at være der? Bliver savnet for stort? Alle de mange ting der sker i et følelses register spiller jo ind for hvert enkelt menneske.

Jeg ønsker og håber at Michelle får sit livs oplevelse. Får oplevet så mange fantastiske ting. Får set de smukkeste steder. Får oplevet friheden og en ny verden og en ny kultur.

Her er lige et par billeder hun sendte på mobilen efter hun havde fløjet den første tur fra Kastrup til Frankfurt. Jeg fortalte hende at det smukke hun skulle være opmærksom på var når man fløj oppe over skyerne. Hun var heldig at få en plads ved vinduet så hun kunne fotografere det.




Michelles veninde og venindens kæreste står klar og henter hende i lufthavnen når hun lander. En stor familie står klar og venter på hende og glæder sig til at møde hende.
Så uanset om turen varer en måned - 3 måneder - 6 eller 12 eller måske endda flere - så er det bare en oplevelse hun kan bruge resten af sit liv.

Hvis du vil følge med i Michelles liv i Vietnam så kan du klikke over på hendes blog som hun har lavet præcis til dette formål - og du kan følge hende på hendes youtube kanal hvor hun vil dele videoer.



Lov mig at du lægger en sød kommentar når du har læst eller set en video. En respons på at du har set det hun deler og jeg ved det varmer hendes hjerte rigtig meget. 

Langt indlæg som fylder meget i mit hjerte her. Jeg skal undvære min datter i meget lang tid og det kan mærkes. Især når man har været enlig mor i så mange år som jeg har. Så knytter man sig tæt. 
Jeg bruger nok dette - at skrive på bloggen her - som en form for terapi. Det håber jeg I vil dele med mig og støtte op om. Det er også meget stort for mig at hun har taget det skridt at tage afsted og bo 12.000 km væk fra mor. Vi kan ikke bare lige...... !!! - så hjælp og støt og bak op hvis du har lyst <3 

Tak fordi du læste med så langt her - det gør mig glad.


10 kommentarer:

  1. Kære June mit moder hjerte føler med dig. Jeg kan godt se at det ikke kan sammenlignes da mine "kun" er i Vanløse :)
    Jeg håber at tøsepigen får en fantastisk oplevelse og at hun kommer hjem med en kuffert fyldt med gode minder.
    Jeg glæder mig til at følge hendes færden <3 Sender lige varme knus til dig og Sander <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak kære Karina <3 ja det moderhjerte må stå for skud for mange ting. Men vi klarer os jo alligevel så længe det går vores børn godt.
      Jeg er sikker på hun får fyldt hjerte og hjerne med en masse dejlige oplevelser og minder. Og tak for de varme knus til Sander og mig - det var lige hvad vi har brug for nu <3 og knus retur <3

      Slet
  2. puha.. sikke et skridt for både mor og datter.. Håber at hun får en fantastisk oplevelse og mange skønne minder som hun kan tænke tilbage på.. Godt at der er så mange tekniske ting der gør at du kan følge med i hendes liv på afstand. :o)

    For det er klart.. det er et kæmpe skridt, også for dig som mor.. :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det har været et kæmpe stort skridt for os begge to. Det bliver hårdt og svært - men ja heldigvis for teknikken i dag med Skype og internet så vi kan chatte og ringe sammen. Nu skal hun lige ned og finde sin plads i det nye hus hende og veninden har lejet i Saigon og måske lige komme sig over sit jetlag.
      Tak for din respons her på - det betyder meget for mig <3

      Slet
  3. Det er en lang vej hjemmefra men det gør også stræk at komme ud på egne ben. Selv ynder jeg at rejse meget og har altid skubbet på så alle de unge mennesker omkring mig har haft muligheden for at rejse, bade alene og sammen. Hvad skal hun derude? Held og lykke til

    SvarSlet
  4. Ja Maria - det er godt nok temmelig langt væk fra mor her .. men du har helt ret i at det gør stærk at komme ud og prøve livet fra en helt anden vinkel. Michelle har altid været dygtig til at klare sig selv - men vi har stadig altid været meget tætte og det har været nemt at klare tingene sammen. Nu skal det være anderledes. Hun skal ud og være fri og uafhængig. Michelle studerer på fjernundervisning nogle HF fag og har derfor muligheden for at gøre det - fra hvor hun har lyst - og det har givet hende friheden til at tage afsted. Hun studerer religion, historie, psykologi og erhvervsøkonomi. Der står allerede en vietnameser klar til at give hende ene undervisning i Vietnams historie råt for usødet. Det er oplevelser som denne man skal værne om og bære i hjertet. Og tusind tak for dine opmuntrende ord - de varmer mit hjerte <3

    SvarSlet
  5. Waow for en oplevelse hun har begivet sig ud på og noget af en omvæltning fra livet her nede fra Lolland Falster til livet i Vietnam. Håber hun får en super oplevelse som vil følge med hende resten af livet :)
    Og et stort kram til dig... hvor er det fedt at du støtter op om at hun tager springet ud i verden.

    SvarSlet
  6. Tusind tak for din respons Tulle trut ;) ja det er lidt af et spring når man ikke rigtig har bevæget sig ret meget uden for øerne her. Og tusind tak for dit kram - det varmer mit hjerte meget, og jeg har også brug for det - selvfølgelig støtter jeg op om at hun skal ud i verden og opleve den mens hun har tid og hun kan.

    SvarSlet
  7. Jeg kender jer kun via Facebook - men ønsker alligevel I får denne hilsen: Husk at selvom I er langt fra hinanden rent fysik er I tætte i hjertet....... Lyse tanker fra Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jette
      Tusind tak for din søde hilsen og ja du har fuldstændig ret - vi er i hinandens hjerter døgnet rundt og det kan ingen tage fra os. Jeg er bare lykkelig på Michelles vegne for denne mulighed ;)
      knus til dig

      Slet