tirsdag den 27. november 2012

En Vita Biosa historie

For 10 år siden var jeg forhandler af Vita Biosa. Den eneste på Lolland Falster. Vita Biosa var helt nyt og mange kendte slet ikke til det. Jeg fandt det selv ved en tilfældighed og kontaktede den daværende distributør i Mern på Sydsjælland. Jeg blev hurtigt grebet af tendensen da jeg mærkede en markant ændring på min sygdom (som jeg desværre stadig lider af). Min første indskydelse var naturligvis at få fortalt andre om dette produkt. Jeg kørte rundt på både Lolland og Falster og leverede direkte til døren når folk havde bestilt.
En dag ringede manden fra Guldborg på Lolland. 
Jeg kørte til Guldborg og kom inden for hos manden. Jeg nævner ikke navne da man ikke må det uden personens accept. Men denne historie er sand og så dejligt at jeg stadig får gåsehud over det hele af at tænke på det.
Manden har bestilt en flaske Biosa til sig selv og til sin gamle far som led af gigt. Da jeg kommer inden for kan jeg høre en hund gø ude bag ved. Han fortæller at det er en schæfer men at han ikke vil lukke den ind da den ikke kan lide fremmede.
Jeg som ellers elsker schæfere. Suk Suk. 
Jeg får fortalt manden om brugen af Vita Biosa og vi får en god sludder om hans dejlige Maine Coone kat ... jooo jeg er jo også kattemenneske til fingerspidserne og var jo totalt henfalden da jeg så denne vidunderlige skabning på størrelse med en mindre ponyhest :)
Manden spørger mig om man må give Vita Biosa til dyr. Ja ja svarer jeg - naturligvis må du det. Det er oprindeligt lavet til køer. Det er en helt anden historie. Han fortæller dernæst om schæferen der går uden for. Den er stoppet med at spise og drikker kun meget lidt. Den har været ved dyrlægen og er nu opgivet. Den skal derfor aflives 4 dage senere. Dens mave/tarmsystem var totalt ødelagt. Manden viste mig billeder taget med et kamera i maven på hunden. De havde brugt over 8000 kroner på antibiotika og penicillin. Uden nogen mærkbar forbedring, og mente nu at hunden ikke længere skulle lide. Jeg blev forskrækket over det barske billede af hundens indvendige system. Det var så rødt som en postkasse og så meget grimt ud. 
Jeg bad manden om at give hunden AL DEN BIOSA han kunne proppe i den stakkels hund. Jeg fortalte ham at han bare kunne sprøjte det ind i en flødebolle og give hunden den. Som sagt så gjorde manden. 
Fredag skulle de til dyrlægen med schæferen. Den triste tid hvor det var planlagt at den skulle aflives. Men i de 4 dage der var gået, var hunden igen begyndt at spise og drikke. Den havde - ved vejningen (inden aflivningen skulle foregå) konstateret at hunden havde taget 1 kilo på. Dyrlægen spurgte hvad der var foregået i de dage siden sidste besøg. Manden fortalte hvad der var sket. Han fortalte om mit besøg og om Vita Biosa som jeg havde bedt ham "proppe" i hunden. 
De blev derefter enige om at give schæferen 1 uge mere på denne jord. Og jeg kørte igen til Guldborg med nye forsyninger af Vita Biosa. 
Til ugentlige tjek hos dyrlægen konstaterede de nu at schæferen var i bedring. Uge for uge tog den flere kilo på. Den var begyndt at lege. At stjæle fars sokker. At være mere social og hygge ved sofaen om aftenen hvor den tidligere havde søgt hen hvor der var mørkt og den kunne være alene. 
Da jeg ved endnu et besøg skulle levere Vita Biosa (de var nu alle i familien i gang med at drikke Vita Biosa) kom jeg ind i køkkenet. Schæferen kom mig i møde og jeg stillede mig helt neutralt for at give ham lov til at snuse til mig. Et splitsekund efter springer han op ad mig og slikker mig i ansigtet. Manden udbryder forskrækket at det har han ALDRIG nogensinde set hunden gøre før. Manden konstaterer lidt i samråd med konen at schæferen garanteret har været klar over at jeg kom med noget godt til ham og derfor var jeg accepteret. 
Da der var gået ca 1 1/2 måned efter mit første besøg med Vita Biosa blev jeg ringet op af manden. Han havde været til dyrlægen med schæferen ..... for sidste gang. Jeg var på vej til foredrag i Nykøbing F. og kørte i bilen da jeg fik opringningen. Jeg holdt naturligvis ind til siden mens jeg talte i telefon. 
Manden fortalte mig at de havde været ved dyrlægen samme dag og at det var deres sidste besøg. En klump på størrelse med en vandmelon sad i halsen på mig og mit hjerte hamrede 10 gange hurtigere end det burde. Forløsningen skete da manden fortalte mig at dyrlægen havde erklæret hunden rask. Ikke mere ødelagt tarmsystem. Ikke mere penicillin. Men der i mod en glad og frisk og rask og ikke mindst legesyg schæfer dreng på 1 1/2 år der nu igen var glad og velfornøjet. 

Denne oplevelse er nu 10 år gammel - men den lever i mit hjerte hver eneste dag. Jeg fik lov at få denne oplevelse. Jeg fik lov at være denne begivenhed rigere i mit hjerte. 
Mange mennesker mener at tro kan flytte bjerge. Det er også muligt at den kan det - men ikke hos en hund .. vel?!

<3 <3 <3

1 kommentar:

  1. Det er en god historie men en flødebolle til en hund er livsfarligt, hunde kan ikke tåle chocolade.

    SvarSlet